Kaj og Andrea er til fødselsdag

Vi skulle til fødselsdag hos min lille "legekammerat" Emil. Han blev to år, og så skulle han selvfølgelig have en kage.

Hans mor og jeg havde mange emner oppe og vende bl.a. Bamse og Kylling, Teletubbies og Rasmus klump, men valget endte med at falde på Kaj og Andrea. Gudskelov at jeg ikke skulle igang med at lave Rasmus klump for så havde jeg nok mistet tålmodigheden inden jeg nåede at blive halvt færdig.
Kagen med Kaj og Andrea


Andrea blev lavet først efter et billed af en hæklet Andrea jeg fandt på nettet, jeg syntes selv hun er ganske vellykket og det var ikke så besværligt med hanekammen som jeg egentlig havde forestillet mig. Jeg lavede kroppen og hovedet hver for sig og satte dem sammen med lidt vand og lidt tandstikker for ekstra støtte.


Kaj var lidt mere vanskelig, han har en ret sjov form, som jeg ikke helt kunne få på plads, men da jeg satte øjnene på syntes jeg alligevel godt at man kunne se at det var Kaj. Jeg lavede ikke hans vest for da jeg blev færdig med at modellere var klokken 23 og på det tidspunkt er det alt for sent for mig at lave pillearbejde.


Hele kagen



Kagen består af bunde af nem chokoladekage, med fyld af skovbærmousse og limemousse, smurt op med chokoladesmørcreme og overtrukket med "fondipan" og med en lille tyllet kant af smørcreme, lige til at skule den grimme kant.





Jeg brugte en crimper i kanten, bogstaverne er lavet med det udstikkersæt der hedder: Funky letters, og klodserne er lavet i en silikoneform jeg har købt på nettet og der var alt i alt kage til ca. 20 personer.

Mit kreative jeg
Ditte

Kommentarer

Populære indlæg:

Oreos creme

Barnedåb, blomster og babyblå

Hæklede bogstaver

Chokoladeganache som fyld til chokolader eller kager

Overtræksmarcipan