Drenge dåb

D. 17/8-2014 var vi til dåb hos dejlige Valde.
Jeg havde tilbudt at lave dåbskagen og det eneste krav jeg havde fået var at der meget gerne måtte være frisk frugt i den, så jeg havde altså frit slag med både indhold, bunde, opsmøring, farver og pynt.

Jeg lavede tre etager (diameter 30, 25 og 20cm), med to lag mousse i hver, jeg lavede kun tre slags mousser, så der var altså ikke to lag der var ens. Der var kage til ca. 60 mennesker.


Indholdet blev som følger:
Chokoladekage bunde 
(Jeg lavede i alt 3x opskriften, og så er der også lidt der skal skære af, men hellere for meget kage den for lidt)

Limemousse
Brombærmousse (Lavet på samme måde som limemousse, man kan også bruge blandede bær eller blåbær)
Skildpaddemousse
Friske blåbær
Hvid chokoladesmørcreme (Den er lavet på en almindelig smørcreme, der primært består af 40/60 smør og formelis samt lidt vaniljeessens, tilsat smeltet hvid chokolade. Jeg laver altid min smørcreme på slump, så jeg kan aldrig 100% gengive opskriften.)
Fondipan (Som er en blanding af fondant og marcipan (hvis man vil overtrække kun med marcipan er det vigtigt at man laver overtræksmarcipan, for eller vil den sprække og være MEGA træls). Jeg bruger "Satin Ice" fondant til min overtræk og den kan sagtens blandes med rå marcipan, hvis man bare husker at ælte lidt ekstra flormelis ind i det.)

Farvetemaet blev blå og grøn for det vidste jeg at de havde købt servietter der passede til, hvis du er løbet død i de samme farvetemaer kan du tjekke mit indlæg med farve temaer, det kan være det kan være en inspiration.









Den lille baby på toppen havde, til at starte med, en hvis trøje og hvide bukser på, men det blev simpelthen for piget så det endte med en blå trøje og hvide bukser. Grunden til at den ser så blank ud på billedet er at når kagen oplever temperaturforandringer så kommer den til at "svede" og det skete altså den dag. Det er ikke noget der har nogen indvirkning på smagen, men hvis man har lavet pynt i sort eller rød, så har jeg oplevet at farven er løbet, eller har smittet meget af.

Kagen smagte dejligt, og forældrene var glade for både udseenet og smagen af kagen, så det kunne jo ikke være bedre.

Mit kreative jeg
Ditte


Kommentarer

Populære indlæg:

Oreos creme

Hjemmelavede maskemarkører

Overtræksmarcipan

Plantefarvning med skvalderkål

Hæklede bogstaver